Pizza med sprød grov bund
og supernem pizzasauce
Vi spurgte igår min datter hvad hun ville have at spise, og svaret kom prompte: Pizza!!
Det skulle vi have, og så skulle den naturligvis også være hjemmebagt. Jeg har en gammel bog om italiensk mad. Der er ikke mange opskrifter i, men der er en opskrift på pizzabunde, som er super god. Jeg har selv modificeret den, således at der er lidt mere bid i bunden end normalt. Det skal dog siges at den oprindelige pizzabund også er super god, selvom den bare er med almindeligt mel.
Foruden pizzadejen laver jeg normalt også min pizzasauce fra bunden. Jeg har tidligere lavet den ved at koge tomater i en time, med løg og andre ting, men har fundet ud af at en kold sauce faktisk smager mere kraftigt og frisk end en der har kogt i længere tid. I den kolde sauce kan man med fordel bare købe hakkede tomater på dåse.
Opskrift på pizza-bunde:
2 runde pizza'er eller en hel bradepande pizza.
Ingredienser:
30 g gær
2,5 dl vand
150 g durummel
150 g fuldkornshvedemel
100-150 g hvedemel
1 tsk salt
2 spsk olie (olivenolie giver en dejlig italiensk smag, men er ikke så børnevenlig)
- Udrør gæren i det lunken vand.
- Salt, olie, fuldkornshvedemel og durummel tilføjes og røres ud i væsken.
- Hvedemelen tilføjes lidt af gangen og æltes til dejen er glat.
- Dæk dejen med et viskestykke og sæt den til hævning et lunt sted i 40 minutter
- Drys bordet med durummel og rul dejen ud i enten 2 runde pizzaer eller en stor firkantet dej, som passer til din bradepande.
- Læg dejen over på en bradepande med bagepapir og tilføj pizzasauce, fyld og ost
- Sæt pizzaen i ovnen ved 200°C i 25-30 minutter ved over/undervarme eller 180°C ved varmluft+undervarme (pizza-funktion)
Pizzasauce:
Kold og nem pizzasauce
1 dåse hk tomater
1 spsk tomatpure
1 lille finthakket løg
1-2 fed hvidløg
1 tsk sukker
1 spsk olie
1 spsk oregano
½ tsk salt
Peber
Kryderier efter egen smag
- Skær hvidløget over i nogle stykker og smid dem ned i en beholder der kan bruges med en stavblender, sammen med alt det andet, undtagen løgene.
- Blend massen ensartet og tilføj det finthakkede løg
Pizzasaucen er nu klar til at komme på pizzaen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar