fredag den 26. april 2013

Konfirmationskage

Konfirmationskage
En bestillingskage

Nedenfor er resultatet af en bestilling på en kage til en konfirmation.  Der blev ønsket at det skulle være en rund todelt kage, hvor den nederste skulle have pudeeffekt, og så skulle den være perlemor og lilla, og gerne noget med musik da konfirmanden elsker at synge.


Klik på links for mine opskrifter

For mere information angående bestilling af kager, klik her










Nødde- og chokoladebunde

Nødde- og chokoladelagkagebunde
Bunde med et twist


Personligt synes jeg at sukkerbunde, som almindelige bunde kaldes, nemt kan blive for søde sammen med alt moussen. Jeg har derfor kigget efter alternativer til disse bunde, og har fundet nogle efter min smag. Oprindeligt er der kun nødder i opskriften, men da jeg elsker chokolade, skulle det naturligvis også med i opskriften.

Ingredienser (3 bunde i 26 cm rund kageform)

18 æg, delt i blommer og hvider - Helst stuetemperatur
190 g rørsukker
3 tsk bagepulver
300 g hvedemel
100 g fint hakkede hasselnødder
50 g mellem/fint hakket chokolade.

Pisk æggeblommer og sukker tykt, indtil alt sukkeret er opløst
Bland mel og bagepulver og blandt det forsigtigt i dejen, sammen med nødder og chokolade.
Pisk æggehviderne meget stift.
Tag 1/4 af æggehviden og bland det i æggeblommemassen, og vend derefter forsigtigt æggeblommemassen op i æggehviderne til de netop er blandet sammen.

Hæld blandingen i en kageform, som er belagt i bunden med bagepapir (kun i bunden), og bag bundene ved 200°C i ca 50 minutter (alt efter ovn og kageform)
Køl kagen helt af før du deler den i 3 bunde.

onsdag den 24. april 2013

Tobleronemousse

Tobleronemousse med stykker af Toblerone
Nem og lækker mousse
En af de mest nævnte mousser i kager med fondant er Toblerone-moussen. Den burde faktisk hedde en Toblerone ganache, da der ikke er husblas i, men folket har talt, så jeg vil kalde den en mousse her i indlægget.
Der er ikke ret mange opskrifter på denne mousse, på trods af de mange steder den bliver omtalt, og de opskrifter som der er, er meget forskellige.
Jeg vil derfor komme med mit bud på moussen. Min opskrift skiller sig ud ved at have hakkede usmeltede stykker af Toblerone, som man kommer i efterfølgende for at give lidt knas til moussen.
Den er bl.a. brugt til denne kage: Hollandsk Delft kage (bevægelig kage)

Ingredienser: (passer til 1 lag i en ca 30 cm kage)
300 g Toblerone (hvis hvid chokolade: 400 g smeltes og 50-100 g drysses i bagefter)
½ L piskefløde

  1. Hak 250 g Toblerone fint og læg det i en dyb skål
  2. Varm piskefløden op til kogepunktet og hæld fløden over chokoladen.
  3. Lad blandingen stå i ca 5 minutter, uden at røre i det.
  4. Rør nu indtil al chokoladen er smeltet helt ud i fløden.
  5. Læg husholdningsfilm over blandingen og op langs siderne på skålen. Sørg for at filmen rør blandingen. Hvis der er luft mellem chokoladeblandingen og filmen vil den kondens der kommer på undersiden af filmen, gøre chokoladen grynet og ødelægge moussen.
  6. Stil blandingen i køleskabet i 6 - 8 timer eller gerne natten over.
  7. Pisk blandingen. Start med at piske langsomt indtil alt den chokolade som ligger i bunden af skålen har løsnet sig. Skru derefter op for hastigheden, og pisk indtil konsistensen er cremet og fast. Pas på med at piske for længe. Dette vil kunne resultere i, at moussen bliver grynet.
  8. Hak de sidste 50 g Toblerone fint, og vend det stille i moussen.
  9. Moussen er nu klar til at blive fordelt på lagkagebunde.
Det hakkede chokolade som kommer i til sidst, sætter prikken over i'et.