søndag den 10. december 2017

Barbiekager

Barbiekager
til tvillingerne med hver sin yndslingsfarve
 
 

Jeg blev kontaktet af tvillingernes mor som godt kunne tænke sig en fin fødselsdagskage til hendes døtre. Jeg havde også lavet storebrorens fødselsdagskage, så de kunne også godt tænke sig en. De ville gerne have en kage delt i to, gerne med noget prinsesse, i hver deres farve.

Resultatet kan du se nedenfor. Kagen er en chokoladekage med chokoladestykker og opsmurt med 1:1 chokoladeganache. Kagen er lavet laktosefri, da den ene af pigerne ikke tåler laktose..







mandag den 15. maj 2017

Konfirmationskage

Konfirmationskage
Spejder, gymnastik og kor
 

Nogle af vores venners datter skulle konfirmeres. De havde derfor spurgt mig allerede sidste år om jeg kunne lave en kage til hendes konfirmation. Det var godt de var ude i god tid, for jeg endte med at have 4 forespørgsler ud over denne som jeg måtte afvise, da de alle var til denne weekend. Jeg laver kager i min fritid, men ønsker ikke at lave det så meget at det går alt for meget ud over min tid med børnene og konen. Jeg laver derfor maksimalt én kage pr weekend. Det skal også være hyggeligt at lave dem.
Tilbage til kagen. Kagen skulle afspejle pigens fritidsaktiviteter som er FDF spejder, gymnastik og gospel kor. Farverne lime og lys lilla måtte også gerne gå igen på kagen.
Kagen er lækre svampede chokoladebunde, Oreo mousse og frisk hindbærmousse.

Her er nogle flere billeder af kagen










mandag den 8. maj 2017

Chokolade glaze

Fødselsdagskage til min fødselsdag
hvor fejl kan ske



Jeg har længe godt kunne tænke mig at lave en kage med chokolade glaze over. Jeg har set en del udsendelser hvor de laver kager med chokolade glaze og tænkt at det ikke burde være så svært. Jeg besluttede mig derfor for at lave en sådan kage til min fødselsdag. Det er ofte ved min egne fødselsdage at jeg prøver noget nyt, da jeg så slipper for at lave de graverende begynderfejl når jeg skal lave kager til andre. Jeg startede med at lave en lækker jordbær-rabarbermousse som jeg frøs ned i en halvkugle foret med en dypfrostpose, skåret således at den burde efterlade overfladen pæn. Dagen efter bagte jeg browniebunden. Den er meget intens og passer godt med en frisk mousse som en hindbærmousse eller en jordbær-rabarbermousse. Jeg bagte bunden i en 18 cm form, og lavede kagen i en 20 cm form for at moussen skulle skjule bunden for en mere pæn og lige kant når den skulle betrækkes med chokolade glaze. Da bunden var kølet ned skulle halvkuglen-moussen ovenpå. Den kunne bare ikke slippe formen. Mit forsøg på at undgå ujævnheder havde gjort at der var løbet mousse igennem revnerne i posen og ud på formen. Jeg måtte derfor varme formen med en lille gasbrænder og på den måde tø det yderste lag op så den kunne slippe formen. Nu skulle moussen så ovenpå bunden. Her opdagede jeg at jeg havde hældt for meget mousse i formen, så den var blevet for høj. Jeg måtte derfor skære 2 cm af det nederste, og det skal siges, ikke er det nemmeste når det yderste er let optøet da jeg skulle have den ud af formen og det inderste stadig er dypfrossent og meget hårdt. Alt dette havde taget længere tid end jeg havde regnet med. Min Nougat-chokolademousse havde det for sat sig for meget inden jeg kunne hælde den over den frosne frugtmousse, og var nu så fast at jeg ikke fik den ordentligt ned langs siderne. Det vidste jeg dog ikke på dette tidspunkt. Her var fokus mere på at der ikke var nok chokolademousse!! Der manglede lige 1,5 cm for at dække frugtmousse-kuglen. Heldigvis havde jeg en rest tropisk mousse i fryseren som jeg måtte tage op og smøre over da det var tøet op. Dagen efter skulle jeg hælde chokolade glaze over kagen og tog kagen ud af formen for så at opdage, at der flere steder manglede  mousse 2 cm op fra bunden af, og allerede her kunne jeg godt se at det ville give nogle grimme kanter, da der jo ikke kan løbe glaze ned over luft. Jeg kunne ikke gøre så meget her, da jeg hverken havde mere mousse eller havde tid nok til at smøre mere op. Jeg hældte derfor min glaze over kagen. Den var blevet lidt for kold i mens jeg overvejede hvad jeg kunne gøre med hullerne på kagen. Den ville derfor ikke løbe ordenligt ned langs siderne. Jeg forsøgte at få skrabet det fra toppen af kagen ned langs på siderne, men grundet den for lave temperatur og mit lidt for langsomme arbejdstempo havde det allerede sat sig for meget. Der kom derfor nogle grimme riller i glazen. Jeg havde set at en anden havde givet sin kage 2 gange glaze så det ville jeg også gøre, men det gjorde det bare endnu værre. Jeg besluttede mig derfor for at skjule kanterne ved at lave små firkanter i hhv ren mørk chokolade og mørk chokolade med tryk på. Trykket er kommet ved at smøre mørk tempereret chokolade over udklippede stykker transfer sheet, som jeg havde købt hos Pati-Versand i Tyskland. Jeg havde allerede tænkt mig at lave pynten ovenpå med dette ark, så det var allerede fremme. Jeg startede med at måle op og regne mig frem til at jeg skulle bruge 22-24 stykker a 4 cm til at dække hele vejen rundt. Jeg lavede derfor 12 stykker med transfer sheets. Da de var kølet ned så tog jeg foliet af chokoladestykkerne og genbrugte dem til dem som ikke skulle have mønster. På den måde blev det lige store stykker chokolade. Cirklerne ovenpå er lavet på næsten samme måde. De er dog lagt til tørring i runde udstikkere, for at få den rigtige form. Udover disse cirkler er det hasselnøddeflager på kagen som pynt.
Jeg synes det endelige resultat blev acceptabelt. Mine gæster var i hvert fald tilfredse, og det må man nogen gange stille højere end sin selvkritik.
Skriv gerne i kommentarfeltet hvis du har oplevet noget lignende, eller bare har en kommentar eller spørgsmål til det jeg skriver.





Jeg var tilfreds med glazen på denne side...

... ikke så meget på den anden side.

Sådan så kagen ud indvendigt. Billedet er taget
dagen efter hvor den er faldet lidt mere sammen på midten.

lørdag den 25. marts 2017

Lime eggs

Lime påskeæg coated med sukker.
Lime easter eggs coated with sugar

English recipe further down.

Nu er det snart på og det betyder jo at man skal have sig nogle påskeæg. Jeg kan godt lide de traditionelle påskeæg med marcipan og chokolade og ikke mere. Jeg synes bare de bliver lidt kedelige i længden. Jeg har derfor lavet friske påskepåske lavet lidt anderledes end normalt. Nedenstående opskrift er lavet vegansk, af den simple grund at jeg ikke havde nogle past.æggehvider, og samtidigt var spændt på at se om man kunne lave det med aquafaba (Vandet som kikærter på dåse ligger i). Det lykkedes, og resultatet bliver en dejlig kombination af frisk lime, kraftig mørk chokolade og sød sukkerskal. Aquafaba smager lidt af kikærter, men når det blandes med flormelis vil smagen nærmest ikke være eksisterende.

Ingredienser:
300 g marcipan
skal af 4 revne limefrugter
saft fra 1-2 limefrugter (Smag dig frem, men pas konsistensen ikke bliver for tynd)
2-3 spsk flormelis
ca 300 g Mørk chokolade
Aquafaba fra 1 ds kikærter (Kan erstattes af 3-4 bægre past æggehvider)
ca 300 g flormelis
Evt grøn pulverfarve (Kan købes i Kop og Kande mm)


Fremgangsmåde:
Riv marcipanen groft.
Tilsæt limeskal, flormelis og lidt af limesaften i og rør det sammen.
Smag den til og tilsæt evt mere limesaft. Pas på det ikke bliver for tyndt.
Rul påskeæg og stil dem i køleskabet i mindst en time.
Temperer den mørke chokolade (2/3 af chokoladen op på 40-45 °C. Tilsæt resten (finthakket) til og rør ud indtil temperaturen er nede på 29°C. Varm forsigtigt op igen til ca 32 °C)
Betræk påskeæggene med chokolade og lad dem stivne på et bagepapir.
Når de er helt stivnet kan evt "fødder" skæres af med en skarp kniv.
Kog aquafaba i ca 5 min (for at gøre det mere koncentreret) og lad den køle ned til 20-28 °C (Hvis varmere smelter chokoladen)
Hvis æggene skal være grønne så blandes pulverfarve i flormelis og røres godt sammen.
Når Aquafaba er kold nok dyppes æggene i det og rystes let så der ikke sidder for meget på.
Vend dem derefter i flormelis og læg dem tilbage på bagepapiret. Gør dette med alle æggene.
Flormeliset vil smelte flere steder på æggene. Når det har gjort dette dyppes de igen i flormelisen.
Lad æggene herefter tørre så flormelis og aquafaba bliver stift. Børst let på æggende for at få overskydende flormelis af æggene.
Se flere billeder af processen under den engelske opskrift.


English recipe

Easter time is equal to easter eggs. I love regular easter eggs made of marcipan and chocolate, but I've missed a more exciting taste. I have made this easter eggs with a lot of lime, so that the taste will of fresh taste of lime, combined with the intense taste of dark chocolate and the sweet sugar shell, made with a combination of aquafaba and powder sugar.
They take some time to make (around 2 hours) but it is worht the time. They are absolutely delicius.

Ingredients:
300 g of marcipan
Lime zest from 4 organic limes
Lime juice from 1-2 limes
2-3 tbsp powder sugar
200-300 g dark chokolate
Aquafaba from 1 can of chickpeas
300 g powder sugar
Green dust color (optional)

How to:
Grate the marcipan, and mix it with the lime zest, powder sugar and some of the lime juice.
Try to taste the marcipan and adjust with more lime juice if needed. Be careful not to make the marcipan to thin.
Make easter eggs of the marcipan put them ind the freezer for at least 1 hour.
Cook the aquafaba for around 5 minutes, without lit (to reduce the pure water) and cool it down to 20-28° C (70 - 80° F). If warmer it will melt the chocolate.
Melt the chokolate (the right way)
Coat the easter eggs with chocolate and let the dry on a sheet of baking paper.
If the egg are going to be green, then mix the green dust color and powder sugar well.
When the chocolate i dry, dip the eggs in Aquafaba (AF) shortly and shake them a bit to avoid to much AF on the eggs.
Dip the eggs in the powder sugar and put them back on the baking paper.
After a while the AF will melt the powder sugar on the eggs. Dip them in powder sugar again, and then back to the baking paper to dry.
When the AF and sugar has hardend, then you can gentle dust the excessive powder sugar off.
Here are some pictures of the production
Revet maricpan og lime skal

Det hele rørt sammen. Konsistensen blev dog for blød.

Påskeæg inden chokolade


Chokolade. (Det er mere end det nødvendige her,
da jeg også brugte det til andet)

Pga den bløde konstistens blev de ikke så pæne.

Når de er tørre er de klar til at blive dyppet i Aquafaba og flormelis

Det færdige produkt. Jo pænere betræk af æggene, jo pænere færdigt resultat.



lørdag den 4. februar 2017

Dåbskage

Dåbskage
Bestillingskage til lille Noah


Jeg fik en forespørgsel fra en som havde set at jeg lavede kager på bestilling. Hun ville høre om jeg ville lave en barnedåbskage til lille Noah, og det ville jeg naturligvis gerne, selvom jeg ikke var helt tilfreds med at de havde stavet hans navn med et H. :-) Jeg er efterhånden blevet vant til at Noa staves uden h, eftersom jeg har skrevet min søns navn i snart 6 år.
Kagen skulle være firkantet med fondant I hvid og blå. Resultatet er jeg godt tilfreds med.
Bundene er chokoladelagkagebunde og fyldet er hvid chokolade ganache samt tropisk mousse. Sidste nævnte var tilsat citron og kokosmel for en friske og mere "naturlig" konsistens.
Kagen er smurt op med palmin smørcreme.
Er man interesseret i at læse mere omkring bestilling af kage hos mig så gå ind på bestil.fars-kager.dk

Her lidt flere billeder af kagen



Jeg smører altid kager op 3 gange, med pauser i køleskabet.


Inden den betrækkes dyppes spartlen i kogende vand, rystes
fri for vand og glatter kagen helt ud inden den betrækkes.
Hvis ikke man gør denne vil man kunne se alle ujævnheder
igennem fondanten.




Babyen er lavet i en silikoneform. For at undgå at figuren bliver mast
når den skal ud af formen, kom den i fryseren indtil fondanten var frosset.


Så er kagen klar til afhentning. Æsken er købt på samme webshop som
fondant og cakedrum (kagepladen) er købt.


Resterne af kage, samt smørcremen blev blandet med smeltet chokolade,
kakao, syltetøj og revet marcipan og rullet til romkugler til kollegaerne
på mit arbejde. Det gjorde dem ikke noget :-)

mandag den 23. januar 2017

Hawaii

Hawaii kage
Fødselsdagskage


Caisa fyldte 8 år og temaet skulle være Hawaii, og hibiscus blomster.
Jeg fik bestillingen pr mail og studsede ikke lige over navnet på afsenderen. Det var først da min datter nævnte at det var en af hendes lærere som var hende der havde bestilt den, at det gik op for mig at det ikke var første gang hun bestilte en kage hos mig. Jeg har tidligere også lavet deres bryllupskage, som du kan se her: http://www.fars-kager.dk/2014/12/opsmurt-bryllupskage.html

Her opdagede jeg også først at det var en af min datters lærere, da hun nævnte det kort til før brylluppet. Men jeg er da glad for at mine kager gør indtryk, og at kunderne vender tilbage, selvom jeg ikke altid lige opdager at det er dem :-)
Udover denne kage, blev jeg også spurgt om jeg kunne lave en lille kage til svigerinde som ikke tålte gluten. Det sagde jeg ja til, og kagen kan du se nederst på siden. Opskriften på de glutenfri bunde kan du se her: http://www.fars-kager.dk/2017/01/gf-lagkagebunde.html


Den store kage er lyse nøddelagkagebunde, fyldt med Tobleronemousse, og hindbærmousse, smurt op med Palmin smørcreme med kakao. Sandet er lyse vafler med vanillecreme (Dem man spiser til is), rørsukker og lidt kartoffelmel, blendet sammen. Vandet er hjemmelavet piping gel. Klik på linkene for opskrifter.
Blomsterne er lavet ved at kombinere 2 forskellige fremgangsmåder (se begge metoder nederst på siden). Jeg har brugt den samme udstikker som man bruger til roser med 5 blade. Derefter har jeg lavet struktur i bladene ved at massere fondanten med en svamp ned på et mønsterblad, og derefter gjort kanterne tynde som ved roser. Blomsterne er sat til tørring i omvendte æggeforme forret med servietter. Efter et døgn er det malet med 2 forskellige røde farver (mørk yderst for kraftigere mønster). Spidserne er lavet på to forskellige måde. De store har fået nogle små færdiglavede gule "dimser" i, mens de små er blevet dampet og derefter rullet i små guldkugler. Der er blomstertråd i disse spidser og det er stukket igennem selve blomsten og holder på den måde fast på kagen.











Glutenfri kage til gæsten der ikke tålte gluten.
Glutenfri kage til gæsten der ikke tålte gluten.