Viser opslag med etiketten Marcipan. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Marcipan. Vis alle opslag

torsdag den 2. august 2012

Ombygning af dåbskage til Timmy Tid kage

Timmy Tid kage
Fra kageresterne fra barnedåben.

Da vi holdt barnedåb for min mindste søn, i december sidste år, lavede jeg min første kage med fondant. Jeg havde dog regnet en del forkert, så det var kun ca halvdelen af kagen der blev spist. Den resterende halvdel skyndte jeg mig at fryse ned, så den kunne bruges til min søns første fødselsdag.
Da vi nu skulle fejre min søns 1 års fødselsdag, blev vi kun 11 personer, hvoraf 2 var børn. Jeg synes derfor at det ville være "spild" at servere en kage til i hvert fald 20 mennesker, når vi reelt kun var 9. Jeg skar derfor kagen ud i et passende stykke, og fjernede det overflødige. Herefter smurte jeg siderne op med 1:1 mørk chokolade ganache. Jeg har hørt at man også kan lave det af hvid chokolade, men jeg kender ikke nogen opskrift, så hvis du kender en god opskrift, så smid gerne et link, eller opskriften i kommentarfeltet forneden.

Jeg skulle herefter finde ud af hvad jeg ville gøre med kagen. Min søn elsker Timmy tid (en tegnefilm om et får), så Timmy skulle i hvert fald være en del af kagen. Timmy går i skole i en rød lade, hvorefter jeg besluttede mig for at lave et rødt hegn rundt om kagen. Da jeg ikke er ret vild med fondant, tænkte jeg at her var muligheden for at prøve at arbejde med ren rå marcipan. Jeg fik derfor farvet marcipanen rød med farven Red Red, og lavet åre i med et impression pad, jeg også brugte til housewarming kagen. For at få lige brede strimler, klippede jeg blot en lille strimmel af et stykke papir og brugte dette til at skære efter. Da kagen ikke var lige høj (det havde jo været en bogkage), er hvert stykke marcipan skåret til, til at passe med højden af kagen.


Jeg beklager den dårlige billedkvalitet.
Billedet på kagen så desværre sådan ud efter turen i fryseren.

,



Hvis du selv vil lave en Timmy figur, så se min How To Do guide


fredag den 6. januar 2012

Lav selv flødeboller

Flødeboller
med forskellige bunde
Hjemmelavede flødeboller
Desværre blev flødebollerne lidt brændte, men det kunne dog ikke smages.

Jeg har altid troet at flødeboller ville være svære at lave, og kræve en masse ingredienser, men det er faktisk noget af det nemmeste man kan lave. Det er en smule tidskrævende, men omvendt får man et resultat som er helt fantastisk.

Jeg vil her i min blog komme med 4 forskellige typer bunde, således at man selv tage den som passer bedst til ens smag.
Personligt elsker jeg marcipanbunde, men bunde af tuiles smager også godt, specielt hvis man laver dem tykke som jeg har gjort nedenfor. Man kan også bare købe mariekiks. Jeg har ikke selv smagt denne udgave, men vil dog anbefale at man enten køber dem som er belagt med chokolade, eller selv belægger dem, og vender chokoladen opad, så man undgår at kiksen bliver blød efter en halv dag.

Opskrifterne nedenfor er hver til en hel portion flødeboller, så hvis man vil prøve begge slags bunde, uden at lave dobbelt antal flødeboller, skal man halvere mængderne.

Tuiles:
Tuiles som kagekurve, hvor man
har taget noget af dejen og puttet kakao
og vand i til at dekorere med.
Denne opskrift bruges både til bunde til flødeboller, samt til kagekurve, her skal de blot være lidt større og så lægges over et glas eller lignende lige efter de er taget ud af ovnen.
Til flødeboller, kan man enten vælge om man vil have en tynd kage som bund eller en lidt tykkere (ca 2 mm). Hvis man ønsker en tykkere bund, skal man blot stege kagerne på en passe på samme måde som når man bager pandekager, pas dog på, da sukkerindholdet gør at kagen nemt brænder på.

Ingredienser:
100 g smeltet smør
100 g sukker eller flormelis
100 g hvedemel
2 æg

Alle ingredienser røres sammen i en skål til de har en ensartet masse.

Hvis man vil have de tynde bunde skal man lægge en teskefuld dej og lægge det på bagepapiret på en bradepande, husk at lave god afstand mellem "klatterne", da dejen flyder ud i ovnen.
Bag dem ved 180°C i 5-8 minutter, indtil kagerne bliver gyldne i kanten.

Tuiles bagt på panden ved høj varme.
Pas meget på de ikke brænder på.
Hvis man vil have tykke bunde, skal man bage dem på en varm slip-let pande. Hvis panden er for kold vil dejen flyde for meget ud, mens hvis den er for varm vil dejen brænde på. De er færdige når de har samme farve som pandekager.

Lad småkagerne køle helt af, inden de skal bruges.

Marcipanbunde:

Da bundene er lavet af ren marcipan er de lynhurtige at lave. Det er nemlig blot 500 g marcipan der skæres i skiver på 2-3 mm tykkelse og bages 5-8 minutter ved 180°C. Desværre laver Anton Berg ikke længere runde ruller med marcipan. De er i stedet blevet  firkantede, men fortvivl ikke, det er ret let at lave dem runde, ved at rulle stangen lidt. Forsøg ikke at lave firkantede flødebollebunde, skummet vil altid blive rundt, og så kommer der nogle grimme kanter på flødebollerne.

Mens bundene køler af, laves skummet.

Ingredienser til skummet:
300 g sukker
1 dl vand
160 g past æggehvider (= 4 bæger, da der er 40 g i et bæger)

Kog vand og sukker i 2 minutter. Sukkeret skal være gyldent i kanten.
Pisk æggehviden let og tilføj langsomt sukkermassen. Pisk derefter skummet i 15 minutter ved middel hastighed. Sidst jeg lavede flødebollerne, havde jeg ikke lige nogen elpisker ved hånden, så det var med et almindeligt piskeris. Det tog 30 minutter før skummet var blevet fast, av min arm...

Skummet fyldes på en sprøjtepose eller en frysepose og sprøjtes på bundene. Fjern evt. spidse toppe med en tandstik eller lignende, for at undgå at denne bliver brændt i ovnen.

Flødebollerne bages i ovnen ca 5 minutter ved 180 °C indtil skummet er fast i overfladen. Pas på at det ikke bliver brændt i toppen.

Mens flødebollerne afkøles hakkes 250-500 g mørk chokolade og smeltes i vandbad eller i mikrobølgeovn.

Chokoladen kan enten hældes over flødebollen med en ske, mens du holder flødebollen i hånden, eller duppes på med en pensel. Personligt synes jeg at første løsning er det nemmeste, og hurtigste, dog bruges op til dobbelt så meget chokolade ved denne løsning.
Sæt flødebollerne til tørring på en rist eller et bagepapir. Hvis der skal kokos på, eller andet pynt, skal dette hældes over så snart flødebollen er blevet betrukket, da chokoladen størkner ret hurtigt.

Hjemmelavede flødeboller med forskelligt drys

Hvis du har gode tip til flødeboller, så smid gerne en kommentar.