lørdag den 31. maj 2014

Grisekage med KitKat

Grisekage med KitKat.



Jeg skulle have en kage med, til et holdmøde på arbejdet og valget faldt på en kage, som jeg havde set på facebook flere gange det sidste år. Den hedder oprindeligt Pig Cake KitKat.
Princippet er meget simpelt. Selve kagen er helt op til den enkelte, og så skal kagen smøres op med en chokoladecreme, evt en chokoladeganache inden den "belægges" med KitKats på siden og pyntes med grise på toppen.
Til info kan jeg oplyse at en kitkat er ca 6,4 cm i bredden. Jeg brugte det der svarer til 14 pakker med 4 stænger i hver til en 26 cm kage. 13 pakker gik reelt til kagen, mens den sidste var stænger der var gået i stykker. For at udregne hvor mange pakker man skal bruge finder man blot omkredsen (diameter ganget 3,14 (pi)) og dividerer med 6,4. Husk at runde resultatet op og køb lidt ekstra i tilfælde af at nogle pakker er gået i stykker.

Min kage er Cake Boss's spongecake (eksternt link) med min egen Toblerone mousse, smurt op med islandsk smørcreme.
Klik på de forskellige ting for opskrifter.


Jeg købte en blanding af mælk og hvide KitKat, men faktisk ville jeg helst
have haft mørke KitKats, da det er mine favoritter.




Grunden til at bundene hedder Sponge cake (svampe kage) er tydelig når
man skærer i kagen. Den er ikke så sød som almindelige bunde, men er heller ikke
så let.


Islandsk smørcreme

Islandsk smørcreme
min yndlings creme til opsmøring

Denne creme er nem og hurtig at lave og er min favorit creme til opsmøring af kager. Den er også god at lave pynt med, dog skal man passe på at cremen ikke er for varm (eller kold), da den er er ret blød lige når den er blevet lavet, hvilket gør den rigtig god til at smøre kager op med.

Ingredienser: (passer til en 20 cm kage, dobbelt portion til en 26 cm)
  • 4 past. æggeblommer
  • 60 g flormelis
  • 100 g smør i tern (stuetemperatur) 
  • 100 g smeltet, mørk chokolade





Fremgangsmåde:
  1. Pisk æggeblommer og flormelis godt sammen. (Læg evt flormelisen nederst i skålen. Det gør at det "støver mindre")
  2. Smelt og afkøl chokoladen så den er maks lillefingervarm.
  3. Tilføj smørret lidt ad gangen mens du fortsat pisker, indtil det er pisket godt sammen. (Cremen ser nu ud til at skille eller være grynet. Det er meningen)
  4. Tilsæt chokoladen lidt ad gangen. Det er vigtigt at der ikke piskes imens chokoladen tilføjes, da piskeriset vil kaste chokoladen op på kanten af skålen og få den til at størkne, hvilket vil give klumper i cremen.
  5. Pisk blandingen godt sammen, indtil den er homogen.

Cremen er nu klar til brug.

søndag den 25. maj 2014

Kanelsneglekage

Kanelsneglekage
Kanelsnegle a la kage


Mine kollegaer havde i går været meget hungrende efter kanelsnegle, så jeg tænkte at ville bage nogle snegle til dem. Det blev derfor til en portion snegle og så lige en kanelsneglekage.
Det er meget nemt at lave, og jeg synes personligt at det ser meget flottere ud end kanelsnegle.

Ingredienser passer til en 28 cm form (½ portion til en 20 cm):
  • 100 g smør
  • 4 dl mælk (letmælk eller sødmælk)
  • 50 g gær
  • 150 g sukker
  • ½ tsk. salt
  • 800 g hvedemel
Remonce (fyld):
  • 225 g smør (stuetemperatur)
  • 285 g brun farin
  • 3 spsk. kanel
Fremgangsmåde:
  1. Klip et rundt stykke bagepapir som passer til bunden af kageformen
  2. Smør varmes i en gryde, til smøren er smeltet, og derefter tilsættes mælken og varmes indtil den er fingervarm.
  3. Gæren smuldres i en skål og opløses i den lune mælk og smør. 
  4. Sukker og halvdelen af melet tilsættes, og der røres, til det er opløst.
  5. Salt og resten af melet røres i, og dejen æltes, indtil den er smidig. 
  6. Lad dejen hæve tildækket i en halv time
  7. Remoncen røres sammen imens.
  8. Ælt dejen igennem og tag et passende stykke og rul det ud så det passer med bunden af formen.
  9. Smør remoncen ud på bunden af kagen.
  10. Del den resterende del af dejen i 2 og rul hver del ud i ca 15 x 25 cm. Smør remonce på hele dejen og rul den stramt fra langsiden. Skær ud i passende stykker (1-1½cm) og læg tæt sammen i formen.
  11. Hvis der er noget tilbage kan dette skæres til kanelsnegle og bages ved 200°C i ca 10 min.
  12. Kagen (og evt overskydende snegle, hæves overdækket i 20 min)
  13. Kagen bages ved 200°C i ca 20 min.
  14. Kagen køles lidt af inden den tages forsigtigt ud af formen.
  15. Når den er kølet af på toppen pyntes den med glasur.